Når du overmandes af udlængsel

Ét år … Er der nu alligevel gået Ét år ...?

Vi blev lidt overrasket den dag vores udlejer ringede. Han ville blot informere om at, det var tid til at forny vores lejekontrakt. Samtidig ville han gøre os opmærksomme på at, der fulgte en mindre huslejestigning med. Hvis vi kiggede forbi hans kontor en af de kommende dage, kunne vi lige få formaliteterne på plads.

Næste formiddag slentrede vi i vandkanten. Vi havde ikke travlt, for vi havde efterhånden fundet os godt til rette, i det afslappende sydeuropæiske tempo.

På kontoret møder vi en, som altid, storsmilende Christo. Han byder på både kaffe og vand, mens han printer en kopi af lejekontrakten, til underskrift. Vi får både vand og kaffe i den gale hals, da vi ser beløbet. Den mindre huslejestigning viste sig at være på 1200,- vel og mærket EURO.

Det ville sige at vores husleje vil lyde på 3000 EURO pr. Måned.

Lejligheden i Nicolaides Seaview City var på alle måder et fantastisk sted at bo. Men på ingen måde ville jeg betale en husleje på 3000,- Euro om måneden, de kunne da bruges på noget jeg synes var sjovere.

Fra alle sider var min udlængsel … Min hjemlængsel … Længslen efter at kramme de mennesker jeg elsker og savner… Begyndt at trække i mig. Hver gang en flyvemaskine fløj forbi vores bygning, mærkede jeg mit sigøjnerblod, suse hurtigere og hurtigere igennem mine åre, til det til sidst begyndte at bulderkoge.

Beslutningen om at fraflytte lejligheden var ikke svær at tage. Det var derimod beslutningen ”Hvad skal vi så nu…? ”

🌴 Findes der en lykkelig afslutning …? Det tror jeg på der gør …! Det gjorde der i hvert fald for mig.

For … Selv om Afrodites smukke kærligheds Ø – Cypern - havde dannet en kærlig ramme om vores familieliv, og forkælet os med den ene gode og nærværende oplevelse efter den anden.

Og … Vi med stor appetit, havde spist os igennem det vanedannende Middelhavs køkken. Krydret det med storslået italiensk gastronomi og vores taljemål havde vi velvilligt lade udvide, med et ukendt antal centimeter fra de små charmerende kageudsalg og street food boder.

OG … Især jeg - har udviklet en sygelig afhængighed af den cypriotiske specialitet Halloumi…. Bare ved tanken løber mine tænder i vand … Jeg spiste det til morgenmad … Til frokost akkompagneret af store skiver syrlige grønne tomater … Små skoleagurker … skiveskåret løg og olivenolie … Eller til aftensmad og også meget gerne, som en nat snack, lige inden hovedet taknemmeligt ramte puden. MUMS… Mindre sidespring …!

SÅ … Havde jeg det som om jeg kunne genkende enhver sten, der lå på fortovet i Larnaca. At jeg havde duftet til enhver blomst jeg havde passeret.

Dagligt … Havde jeg fundet stor lykke i at lyttet til Middelhavets Magiske Melodi … Men … Nu følte jeg, jeg kunne genkende lyden af bølgerne når de rullede i land, om det var morgen, eftermiddag eller aften.

Taknemmeligt havde jeg taget imod, hvert eneste cypriotisk eventyr … Hvert et smil fra en fremmed … Glæden ved at blive genkendt og ”være en af de lokale” … Jeg havde nydt den storslåede udsigt fra vores lejlighed …

Men til trods for det …

Havde jeg endnu engang virkelig brug for at slippe dagligdagens trummerum. Samle på oplevelser og, som små diamanter fylde dem ind i hjertets Mindebog.

Jeg havde brug for at mærke vinden, blæse mig højere mod himlen og at der var plads til mere spræl.

Jeg længdes efter at rejse … Jeg længdes efter vinden bragte mig nye dufte, men også bragte mig nye begyndelser …

Hva’ ska’ vi så…?!

I 14 dage lavede jeg stort set ikke andet end at pakke … Rydde op … Rengøre lejligheden og indimellem, bare for at komme lidt væk, smutte en tur på Starbucks for at nyde en velfortjent karamelmilkshake, selvfølgelig med en kæmpe klat flødeskum.

MUMS! (Taljemålet husker du nok...!)

Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange vi var forbi en af Larnacas genbrugsbutikker. Lige meget hvor i lejligheden du kiggede, stod der kufferter … Eller store gule papkasser til hjemsendelse af alt det, vi ikke kunne finde plads til i kufferten.

Vores tøj bliv foldet og lagt i kufferten … For igen at tages ud også foldet på en ny og mere effektiv måde.

Vi puster og stønner skiftevis og spørger hinanden … Hvor kommer ALLE de her ting dog fra …?

Vi pakker og pakker om … Tjekker kilo … Kigger endnu engang alle vores ting igennem for at finde ud af om, der er mere vi kan skille os af med.

SUK … Nej …

Vi dobbelttjekker flyselskabet Wizz for, hvor mange kilo var det nu vi måtte have med…?

Glædeligt bliver vi overrasket. Vores kufferter må veje 32 kg mod en lille ekstra betaling.

De kufferter vi allerede har kasseret, henter vi op fra kælderen igen. Kasserne vi havde pakket, der skulle sendes med Posten hjem til Danmark, pakker vi i steder for ned i de ekstra kufferter. Endnu en lynlås lukkes og lejligheden svarer tilbage, med et rungende ekko når vi taler til hinanden.

Dagen for afrejsen kom hurtigere end forventet.

Vi havde både planlagt ”Dansk Farvel med Synnejysk kagebord, efterfulgt at en BBQ på stranden” for dem vi dagligt hilste på.

Men... I stedet for … Styrtede vi rundt … For … Vi skulle også lige nå en ombytning af det danske kørekort til et cypriotisk … OG … Af flere omgange afleverede vi papir til vores revisor, så han kunne færdiggøre vores ansøgning om Non-Domicile Residents.

De sidste gaver og gaver til gaven blev også hevet ned fra hylderne – for er der noget bedre end at forkæle dem du elsker og holder af med en kærlighedsgave…? Nej vel …!

Om eftermiddagen gik vi en sidste tur, ad strandpromenaden Athens Avenue og, hele vejen op til en af Larnacas attraktioner Middelalder fortet.

Det er aldrig blevet nævnt … Men vi havde altid en indbyrdes konkurrence om – HVEM af os, der nåede Fortet først. Jo tættere vi kom på Fortet … Jo hurtigere og længere blev vores skridt. OG … NEJ … Sjældent blev det mig der kom først.

Vejen tilbage til lejligheden lagde vi forbi vores lokale taxachauffør. De har i det år og 3 måneder vi boede på Cypern, kørt os i lufthavnen mange gange. Enten fordi vi selv skulle rejse eller vi skulle hente kære familiemedlemmer og venner , det kom på besøg.

Til denne tur i lufthavnen bestilte vi en af de helt STORE taxaer.

Da jeg træder ud af elevatoren, rammer den milde duft af nat mine næsebor. Den søvndrukne Taxachaufførens blik bliver mere og mere panisk. Da vi bliver ved og ved og ved med at stille kufferter i forskellige størrelser og former frem foran taxaen.

Heldigvis …. Har vores mange år som rejsende, på lige så mange forskellige måder, givet os en vis erfaring i at pakke.

Jeg vil nærmest kalde os for Tetris-Kuffert-Pakke-Mestre,

Den efterårs nat hænger den STORE taxas bagagerum ekstra meget, under vægten af vores 10 x 30 kg tunge kufferter ... PLUS ... Det løse.

Men det skænker jeg ikke en eneste tanke.

Jeg sidder i min egen lille lykkeboble og spytter sommerfugle…

Nu sker det …

Jeg skal hjem til Danmark …

Endelig er jeg i bevægelse igen.

”Madame, please step aside…!”

Et højlydt BiiiiiiB sætter en alarm i gang. ”Madame, please step aside…!” lyder det fra en dyb herrestemme. ”Ikke igen…!” tænker jeg opgivende …

Jeg er på ingen måder venner med det obligatoriske Security check i Larnacas Lufthavn. Jeg er fløjet fra Cypern og til Danmark 4 gange på ét år. Hver gang … Hver eneste gang – uden undtagelse – Jeg bliver grundigt kropsvisiteret af den mandlige sikkerhedsvagt. Så grundigt at jeg efterfølgende har blå mærker på mine bryster …

Nåårh Ja … Jeg bliver også lige Drug testet og min håndbagage undersøges en ekstra gang. De eneste der finder underholdningsværdi i dette optrin, er min familie …

Jeg var det gerne foruden …!

Tusinde tak for at du læste med - der er en STOR glæde i, at få mulighed for, at dele sine oplevelser med nogle.

Mange kærlige hilsner

Helena

HUSK .... Du er ALTID hjertelig velkommen til at skrive en kommentar under blogindlægget - jeg vil KUN elske at høre fra dig 🌴🇨🇾☀️🌏☀️🇨🇾🌴