I denne uge skal vi på E V E N T Y R - til den britiske militærbase - sammen med William. Ordene er mine og billederne er et mix fra os begge.
Når vi står og kigger ud igennem vores køkkenvindue - kan vi se derud.
Lørdag formiddag - efter den obligatoriske Corona-test springer vi på bussen. Buschaufføren, på denne rute 425 til Dhekelia, er russer. Han må tro bussen er en radiobil, for i ganske høj fart svinger og drejer han bussen i et hæsblæsende tempo igennem byen. Vi nærmest klamre os til stængerne i bussen, for ikke at flyve af sæderne. Da vi ENDELIG ankommer til vores stop, må vi lige sunde os lidt inden turen kan gå videre.
Vi går langs vejen - inden vi finder en lille sti, der fører os ned til kysten. Solen står højt på den lyseblå himmel og vinden har besluttet sig for at holde en fridag. Vi sætter os og bare nyder skønheden, der omgiver os og lytter til Middelhavets bølger, der dovent ruller i land.
Mens havet drømmende ruller videre løser vi fortryllelsen og fortsætter henover de ujævne og ru klipper. Jeg har nævnt det i et tidligere indlæg - ( Så... For Pyla... Livet i en delt Landsby...) - glæden og mystikken ved, at hoppe på en tilfældig bus også se, hvor den ender.
William og hans far gjorde det samme en dag og endte på dette - hvordan skal jeg lige beskrive dette - Gode initiativ - til et lækkert Hotel med restaurant, stille og uberørt strand og fantastiske udsigt. MEN.... Der så - på en eller anden måde endte sine dage, som en spøgelsesagtig losseplads.
Vi nyder stilheden. Den afbrydes brat af højrøstede stemmer og en bildør der smækker. Ikke længe efter er området fyldt med mennesker - der råber højere og højere i håb om at blive hørt. Deres råben bliver kun mere intens, da tøffelyde fra små fiskerbåde kommer til syne, og dagens fangst bliver inspiceret og fordelt under vilde fagter - høje råb der slutter med brede smil og.... Bildøren, der igen smækker og stilheden, der atter lægger sig om vores skuldre, som et beroligende og kærligt knus.
Jeg har fundet mig en solrig plet - der sidder jeg og lader mig opsluge af skønheden i stilheden. Ingen siger noget. William og Edward står i vandkanten og slår smut. Pludselig springer de grinende fra sten til sten for jorden under dem, er blevet giftig og ikke nok med det, nu jagtes de også af væsner fra en endnu ukendt Galaxy. En følelse af taknemmelighed får mig til at smile for - selvom William har rundet de 18 somre - så finder han stadigvæk stor glæde i, at pjatte og lege med sin lillebror.
Min mave begynder at rumle. Sulten er begyndt at melde sig, hos os alle. OG ... Er der noget, som briterne er virkelige gode til - SÅ er det "Fish'N'Chips". Det er måske ikke en af de mest eksotiske og inspirerende retter - men vi synes den er fantastisk tilfredsstillende. Her på den britiske militærbase ligger, der en restaurant med speciale indenfor netop denne delikatesse.
Siden 1977 har Lambros Fish'N'Chips Restaurant tiltrukket mennesker fra hele verden.
Efter en lang og dejlig dag, i stilheden, under solen - slutter vi os til mængden af mennesker i restauranten. Vi bestiller Take Away og sætter os på stranden. Så imens solen går ned og langsomt omdanner den blå himmel, til et maleri af smukke orangerøde farver, nyder vi hinandens selskab og den perfekt friturestegte fisk, der, uden modstand, bare falder fra hinanden i store smukke flager.... En himmelsk mundfuld hver eneste gang!
Solen tog varmen med sig og rystende af kulde sluger vi det sidste af maden. Vi løber hen til busstoppestedet og ånder lettet op, da vi ser det I K K E er russeren, der skal kører os hjem igen. Pyyhaaa!!!
TAK...! For - at du havde lyst til, at tage med på Williams eventyr... God og fredfyldt uge til dig og dine.
Kærlige hilsner og solskin til en regnvejrsdag.
Helena Hjortshøj
KIG ind forbi Instagram @flipflops_and_rainbows - OG få solskin på næsen - vi vil elske at have dig med ❤️
Comments