En ret... To vrang eller var det omvendt...?

Jeg har et lille sted indeni mig, der altid smiler. Derinde bor min usynlige veninde og vi har fulgtes ad gennem de sidste 6-7 år. Lige nu... Er hun er usynlig for dig - men kun lidt endnu - men jeg kan se hende.

Hun hedder StrikkeRikke. Hver morgen jeg står op, står hun på mit spisebord - vild af glæde og fuld af energi og spilopper.

Jeg har ikke kendt hende altid. Hun dukkede først op, da jeg lærte at strikke. Det kan jeg godt indrømme overfor dig at, det gjorde jeg i en sen alder - tænker jeg var først i 40'erne. Jeg har - desværre - ikke været så velsignet med en Mor, en Bedstemor eller en skole, for den sags skyld, der lærte mig glæden ved håndarbejde.

Heldigvis har mine børn det. De har alle 3 gået på en Rudolf Steiner skole og der - lærer eleverne at strikke og hækle!

TAK for det...!

Tilbage til StrikkeRikke. Ved hjælp af Hende og YouTube lærte jeg at strikke. Det første jeg kastede mig over var en trøje, strikket på tykke pinde og i et spræl af farver og palietter, der ville have gjort Asger Jorn imponeret.

Jeg VAR også virkelig stolt af mig selv, da jeg endelig blev færdig. Dog - var det ene ærme længere end det andet og hele trøjen var mildest talt lidt skæv.

NÅ.... Op på hesten igen... Efterfølgende er det blevet til kilometer efter kilometer af halstørklæder og store sjaler. Jeg blev ret begejstret ved kombination af det hyggelige kombineret med det miljørigtige og kastede mig over strikning af karklude og viskestykker.

Lige indtil den forårsdag min store søn William besluttede sig for, at tage på Efterskole og jeg tænkte ved mig selv - Jeg strikker ham sgu lige et tæppe, fyldt med kærlighed og knus til hele året.

IKKE strikket af små lapper - Nej Nej - tæppet skulle strikkes ud i ét, for jeg havde lige fundet en fed opskrift. Der gik nærmest ild i mine strikkepinde, men efter et stykke tid - opdagede jeg - den uerfarne strikker - at jeg havde læst opskriften forkert. OG... Nu var jeg i gang med et kæmpe tæppe. En veninde kom mig til undsætning og 3 måneder EFTER William startede på Efterskole var tæppet færdigt.

Jeg elsker stadigvæk at strikke tæpper og altid i de mest vilde farvesammensætninger. Jo vildere jo bedre. Med strit og snirkler - med pomponer og kvaster.

Tæpperne strikkes af garnrester, der enten er kærligt doneret eller fundet i genbrug....

Jeg synes selv tæpperne er mega fede...

Den virkelighed jeg møder, er dog af en anden opfattelse - finder jeg, gang på gang, ud af når jeg - viser mine unikke og åbenbart meget personlige frembringelser. Modtageren - står ofte mundlamme, målløse og får nærmest stress bare af, at kigge på dem.

NÅ.... Men så Okay da.... Op på en ny og mere rolig hest.... Jeg forsøgte så, at strikke mere sofistikeret - mere velovervejet - tænkte i farvevalg, læs tone i tone, garntykkelser og ved du hvad...? Jeg ER bare IKKE særlig sofistikeret - eller velovervejet for den sags skyld. Jo mere jeg strikkede, jo mere følte jeg mine strikkepinde, strikkede sig ind i et tykt og klistret spindelvæv, der fik mine strikkepinde til at gå fuldstændig i stå. Tæppet blev smidt i et hjørne. Hvilket også resulterede i, at StrikkeRikke blev sur - trampede ned af spisebordet og satte sig demonstrativt i det andet hjørne, med korslagte arme og mundvigerne nedad. Det lille sted indeni mig, stoppede også med at smile.

HELDIGVIS ...!!! Skal vi jo ikke alle være ens og vores verden er - efter min mening i hvert fald - blevet velsignet med fantastiske og modige kvinder, som "Mette Larsen fra Den Store Strikkedyst" og min favorit over dem ALLE...!!! "Lærke Bagger og hendes humoristiske strikdesigns." For dem begge - ligger det Perfekte nemlig i det Uperfekte.

TAK....! For jer - I er til stor inspiration for mig...! Og jeg har fundet min plads igen.

Egentlig er StrikkeRikke ikke kun min usynlige veninde. Hun er også min, uperfekte,

hovedperson i et univers jeg længe -igennem flere år faktisk - har haft et ønske om, at få skrevet færdig og offentliggjort. Den langsomme cypriotiske dagligdag, med god plads til at dagdrømme og slippe fantasien løs, er virkelig tilfredsstillende....

NEJ..... VED du hvad - jeg tror - jeg vil gribe ét af hverdagens små glimt af magi, samle strikkepindene op fra gulvet og sætte mig over til StrikkeRikke i hjørnet. Fortælle hende, hvor meget jeg faktisk Savner at hun, hver morgen står og hopper på mit spisebord.

JO - DET gør jeg!

Men krydser Du ikk' lige fingre.

TiTusinde Tak for at Du læste med - vi ses næste Mandag.

Kærlige hilsner

Helena

KIG ind forbi Instagram @flipflops_and_rainbows - OG få solskin på næsen - vi vil elske at have dig med ❤️