Jeg sakker længere og længere bagud. Jeg bevæger mig langsomt og usikkert, for stien er kun lige bred nok til min fod kan være der. Jeg holder krampagtigt fast i klippevæggen - for jeg er bare ikke ret godt til, at slå mig og jeg ved bare - at falder jeg her - SÅ slår jeg mig.... AV....!
Jeg undskylder min Bambi-agtige ynde med, gang på gang, at stoppe op og lade mig for blænde af den vanvittige smukke udsigt.
Børnene... De er langt foran - de svæver ubesværet henover de glatte og syleskarpe sten, mens de pjatter og griner højt. Endeligt når jeg hen til dem - de har fundet en skøn plet i solen og er ved at skifte til badetøj.
Vandet ser fuldstændig uimodståeligt ud - men inden jeg kaster mig frådende ud i det lokkende vand - beslutter jeg mig for at soppe lidt. Hmmm - jeg tænkte det nok... Vandet er isende koldt. Du kender godt den fornemmelse at stikke sig på en nål ikk*...? Da jeg stak foden i vandet føltes det, som 1000 nåle der stak i min fod på samme tid - UF....!
Stille og roligt bliver havet og jeg venner - de stikkende nåle har set sig slået og jeg sidder - lige midt i solen - med lukkede øjne og lader stilheden forføre mig. Trækker vejret helt ned i maven og puster laaangsomt ud - arhhhhh..... Det er sådan her livet leves OG jeg vil aldrig hjem....
AV.... FOR 🤬🤬🤬 min røv.... Min meditativ tilstand afbrydes brat og med et hyl kommer jeg på benene.... AV for Pokker - hvad i alverden var det?! Jeg kigger ned og fra min ene balde hænger der nu en krabbe. Den stirrer på mig med et dødbringende blik, mens den truende fægter med den anden klo. Jeg hviner igen og giver den et ordentligt klask. Mens den flyver igennem luften kan jeg hører den grine skadefro og med et plop forsvinder den i havets kolde vand.
Jeg gnider lidt på min ømme balde.... AV - altså...! Nå - men når jeg nu alligevel er kommet op at stå - kan jeg jo lige så godt gå på opdagelse i de dybe og dramatiske havgrotter, der ligger hele vejen omkring os. Børnene danner trop lidt efter lidt.
Jeg opsluges af mine egne tanker - Mens jeg lader fingrene glide langsomt henover de forskellige overfladerne, der er på stenene. Nogle af dem er spidse og skarpe som små syle - mens andre er mere imødekommende med deres bløde og runde former.
Langsomt glider min oplevelse med Hr. Krabbe ud af mit sind og det er lige præcis DET jeg ELSKER ved naturen - den favner os med alt sin skønhed, og fylder os med tryghed - glæde og optimisme.
Jeg mærker den samme lethed og optimisme fylde hver eneste celle i min krop. Måske i øjeblikket er jeg lidt for optimistisk. For da jeg spørger mine trofaste følgesvende og fantastiske rejsekammerater, OM vi ikke bare skal fortsætte & gå de 8 km indtil byen...?
Er dette svaret jeg får!
Fra mit hjerte siger jeg TAK for du læste med - må din uge bliver fyldt med glæde og kærlighed.
Kærlige hilsner og solstrejf
Helena
KIG ind forbi Instagram @flipflops_and_rainbows - OG få solskin på næsen - vi vil elske at have dig med ❤️
Comments